Aktuelle bøger 

Kødets afveje

(Forlaget Facet, 2008, www.forlaget-facet.dk)

 Kødets afveje er, når jeg nu selv skal sige det, den fascinerende fortælling om, hvordan et intimt udslæt kan afgøre verdens skæbne. Intet er så småt eller pinagtigt, at det ikke kan være altafgørende.

 Den handler, kort fortalt, om Nikolai Svaneborg, en ejendomsmægler med sin portion af personlige problemer, der intetanende tumler ind i en større okkult konspiration. Hvad, hvordan og hvorfor må man læse sig til.

Det startede, som så meget andet ubehageligt, med et lægebesøg. Da jeg forholdsvist hurtigt herefter fandt ud af, at jeg ville have kannibaler med (jeg kan ikke forestille mig en værre objektivering af subjektet, end at lade vedkommende æde), virkede det åbenlyst at lade Nikolais kød være nøglen til historien. Og derfra gik det, meget forenklet, slag i slag.

 

Som i det meste jeg skriver, har jeg prøvet at ramme den lidt udefinerbare tone, man måske bedst kender fra b-film og de mere kulørte tegneserier. Når den rammes rent, kender jeg ikke noget lovligt, der giver mig større fornøjelse. Det er dét, der med smålige termer kan betegnes som underlødigt, og det betyder ind imellem svulstige metaforer, hvinende dæk, cliffhangers og skurke, der har hævet sig langt over det alment undskyldelige.

Det er en førstepersons-fortælling, og i min erfaring findes der ingen smalle steder i den indre monolog.

Referencerne til og parafraseringerne af populærkulturen er i den forbindelse først og fremmest, som jeg nu en gang oplever verden. Vi er, som jeg ser det, alle stykket sammen af en fantasillion små citater og gebærder, tyvstjålet fra kulturen. Hverken Sherlock Holmes, Goljádkin, Darth Vader eller Baron Galant har levet forgæves, og i vor omgang med verden muterer, formerer og strides disse i en stadig og foranderlig proces. Ikke sådant at forstå, at vi blot og bart er blanke lærreder, på hvilke kulturen printes. Vi er så absolut mere end en social konstruktion - langt, langt mere - men i vores udtryk er vi i vid udstrækning denne kollage af stereotyper, af klassiske helte, skurke og melodramatiske, selvhøjtidelige, rødvinssippende poeter.

Den underliggende udvikling for min hovedperson er da også, at han må tage denne relativisme til sig; at han (om ikke konkret, så dog på fortællingens plan) må erkende, at man entydigt definerer sig selv, sin skæbne og sin verden.

Samtidigt forsøger jeg, trods alt, at bryde klicheerne, når jeg bilder mig ind, at de har opbygget det rette momentum. Det har eks. været vigtigt for mig ikke, under nogen omstændigheder, at fremstille min hovedperson som den handlekraftige helt, der, med viljestyrke, kvindetække og vindermentalitet, pløjer sig igennem problemerne. Ligeledes har jeg forsøgt at bruge samspillet og kontrasterne imellem det hverdagsrealistiske og det fantastiske til at fremhæve begge dele. Det er i dette spændingsfyldte fluktuationsfelt, at individet befinder sig; i en tilstand uden endegyldige sandheder, hvor kun forandringens lov i sidste ende er bestandig.

Om noget af dette er lykkedes, må andre i sidste ende bedømme. Jeg morede mig i hvert tilfælde med at skrive den, og håber, at andre får fornøjense af den!

 
Lav din egen hjemmeside med mono.net